fredag den 4. marts 2011

En ommer til DR og TV-Avisen!

Hold da kæft hvor pinligt! DR's TV-Avisens tophistorie her fredag aften kl. 21 var et indslag om benzinpriserne. I interviewet blev henholdsvis en kvindelig HR-chef og en mandlig restauratør spurgt om deres syn på de stigende benzinpriser. "Det er en lille smule forargeligt", "Der røg dét glas rødvin" og "Vi er begyndt at tale om at købe en el-bil, den er næsten lige så pæn som vores nuværende og koster det samme", var den adspurgte kvindes svar. Hun bor åbenbart i Hillerød og kører ind til arbejde i København hver dag. Og det falder hende slet ikke ind, eller kommer på tale evt. at tage S-toget på arbejde?!? I stedet siger hun faktisk: "Jeg har jo ikke noget valg, når benzinpriserne stiger må jeg følge med".  Hvis så ringe et indslag kan placeres som tophistorien, så er der sgu noget helt rivende, ravende, ruskende galt i gamle Danmark. Hallo!!! Det er overklasse-danskere der bliver spurgt... ingen hårdtarbejdende børnefamilier, fattige pensionister, unge på su, "posedamen" eller alkoholikerne og de hjemløse på det nærmeste torv. Nåh nej, de har jo selvfølgelig ikke råd til en bil, på nær børnefamilien måske, der nødtvunget må afse penge til en, i bedste fald, snusfornuftig familiebil.  Se selv her: http://www.dr.dk/NU/player/#/tv-avisen-2100/6643

Ikke nok med det, så blev indslaget om benzinpriser efterfulgt af endnu en ligegyldig teaser om det forestående Melodigrandprix.

Der er sgu nok af alvorlige og påtrængende problemer at dække for de ellers sensationshungrende og velbetalte journalister bl. a. de globalt stigende fødevarepriser, opstandene i de mellemøstlige lande og klimaforandringerne pga. menneskehedens eklatante forurening.

tirsdag den 1. marts 2011

Udtale af gade- og stednavne eller... hvad er en Farimags?

Jeg har altså tænkt over det mange gange før, og også læst historien bag dette så berømmede gadenavn, som dette lille indlæg skal handle om. Men det kom alligevel som en uventet men kærkommen irritation, da den elektroniske højtalerstemme i bus 66 annoncerede, at næste stop var Vester Farimagsgade... utvetydigt og på jævnt Københavnsk udtalt: "FARIMAKS"! Og det fik mig til at fundere over hvor mange bysbørn, der egentlig er klar over navnets oprindelse og ikke mindst hvordan det skal udtales.

Farimagsgade eller Farimagsvejen, som den oprindelig hed, er hvad der kan betegnes som Københavns ældste omfartsvej. Den består i dag af tre dele: Vester Farimagsgade, Nørre Farimagsgade og Øster Farimagsgade. Gaden – eller oprindeligt altså Farimagsvejen – forbandt området umiddelbart uden for Københavns gamle Vesterport, ledte trafikken nord for den gamle Nørreport og udmundede på Østerbro uden for den gamle Østerport nord for Holmens Kirkegård op til Sortedamssøen. Den opstod formentlig, fordi det simpelthen var praktisk, at der uden for byens volde var en forbindelse mellem de tre gamle byporte: Vesterport, Nørreport og Østerport.

Om oprindelsen til navnet Farimagsvejen har man flere forklaringer, der peger på Christian IV. som ophavsmand til navnet. En af forklaringerne lyder: Da en bonde, der kom kørende ad denne forbindelsesvej uden om det gamle København, ikke ville vige for Christian IV. s køretøj, der kørte i modsat retning, lod kongen sin kusk køre ud i rabatten, idet han hilste den vrangvillige bonde med et generøst: "Far i mag, min gode mand!".

Således historien om gadens oprindelse og navn, og ikke mindst hvordan udtalen engang har lydt; Far - i - mag... altså Farimagsgade eller som der står i "Ordbog over det danske sprog" : Farimag, en. [fɐriˈma?ɋ, ˈfa?riˌma?ɋ] flt. næppe br. (jf. fare i mag u. II. fare 5; sj.)
1) person, som gaar (overdrevent) langsomt til værks. Grundtv.​PS.VI.647.
2) (overdreven) langsomhed ell. sindighed i handlemaade. den sædvanlige danske Far-i-mag. Hertel.​A.126.
fra ODS fra den trykte ODS' bind 4, udkommet 1922. Retstavning og tegnsætning er bevaret fra den originale tekst og kan være forskellig fra gældende retskrivning  bind 4, 1922

Men desværre lever langt de fleste Københavnere i den uvidenhed og vildfarelse, at føromtalte gadenavn skal udtales Farimaks, og så er det jeg ufrivilligt begynder at forestille mig billeder af en Farimaks, som f.eks. et fabeldyr, en fakir eller en sabelsluger fra Langbortistan.

I næste indlæg kunne jeg så passende tage fat på det ligeså historiemættede gadenavn Gothersgade.

Goddag og velkommen til min blog :D

Goddag og velkommen til min blog.
Her skulle gerne komme causerier om hverdagens store og små forunderligheder.

De bedste hilsner
Niels